Flere ældre og færre erhvervsaktive vil i de kommende år gøre mange arbejdspladser sårbare. Derfor giver det god mening at fastholde og udvikle erfaren arbejdskraft, ikke mindst uden for de store byer.

Men en voksende seniorforskrækkelse betyder, at alt for mange dygtige 55+ medarbejdere i disse år mister deres job og muligheden for at finde et nyt, alene på grund af deres alder. Omkostningerne er både store, skræmmende og uværdige. Tusindvis af mennesker rammes hårdt på selvværd, økonomi og livskvalitet. Og arbejdspladserne mister værdifuld viden og erfaring.

Dialoogles samarbejdspartner FirmaPlus står bag fem kurser med titlen Seniorpolitik der giver bonus, som LO udbyder i maj. Kurserne henvender sig til tillidsvalgte, som vil medvirke til etablering af seniorordninger, der skaber større energi og arbejdsglæde hos 55+ medarbejdere og sikrer bedre udnyttelse af værdifuld erfaring og kontante besparelser på arbejdspladsen.