Dialoogle videreudvikler sit Visuel Innovation koncept i en specialudgave til konferencen ’Be the Change’, der finder sted som afslutning på årets DFC-projekter til september i Indien. DFC har til formål at give børn over hele verden muligheden for at udtrykke deres egne ideer til en bedre verden – og føre dem ud i livet.

”Hos DFC er vi glade og stolte over at samarbejde med Dialoogle i dette projekt, som har til formål at hjælpe børn med at dele deres ideer til at forandre verden og inspirere andre børn og voksne til at være med til at realisere dem,” siger Kiran Bir Sethi, som er grundlægger af DFC.

I DFC-projekter over hele kloden arbejder børn med en designproces i fire enkle trin – Feel, Imagine, Do og Share. De oplever, at ’jeg kan’ er de to vigtigste ord i deres ordforråd, og at de ikke er hjælpeløse. Forandring er mulig, og de kan selv skabe den. Også danske skoler deltager i projektet.