Som Ulandssekretariatets tidligere regionalkoordinator for Latinamerika med base i Managua har jeg bl.a. været helt tæt på planlægningen og implementeringen af den faglige kapacitetsopbygning blandt medlemmerne i vores partnerorganisationer. Specielt i Guatemala, med sin store andel af etniske (indianske) befolkningsgrupper, giver det en ekstra dimension (udfordring) at skulle kunne kommunikere tværkulturelt med målgrupperne. Denne udfordring er oftest blevet taklet uden respekt for den del af målgruppen der har spansk som andetsprog samt de mange, der har svært ved at forholde sig til tekstmateriale som det primære formidlingsværktøj.
Lad mig tage udgangspunkt i et case fra et på mange måder typisk lokalsamfund på den guatemalanske højslette, hvor den lokale målgruppe har spansk som andetsprog og hvor antallet af analfabeter er relativt højt.
Konkret udfordring blandt den lokale målgruppe i byen Comalapa:
• Målgruppens modersmål er overvejende mayasproget quachiquel.
• Spansk er typisk andetsprog.
• Relativ lav alfabetiseringsgrad (både analfabeter og funktionelle analfabeter).
• Diskrimination i flere varianter vendt mod de quachiquel talende.
• Det er et karaktertræk ved målgruppen, at den er under stærk indflydelse og præget af en blanding af mayaernes gamle tro og kosmosvision samt kristendommens (katolicisme og protestantisme) værdier og regelsæt.
• De fleste har desuden rødderne i en bondekultur.
• Målgruppen har for flertallets vedkommende enten direkte eller indirekte (familiemedlemmer) været udsat for voldsom repression under den lange, væbnede konflikt i landet før fredsaftalen i 1996.
• Målgruppen er også påvirket af den generelt herskende voldskultur, som sætter dagsordenen i nutidens Guatemala anno 2010.
Målgruppekortlægningsproces:Dialoogle blev, qua målgruppens lange tradition for mundtlige overleveringer og et veludviklet billedsprog, tænkt ind i processen fra første færd, da vi skulle i dialog med værende såvel som nye potentielle medlemmer af de faglige organisationer i byen. Og dette med henblik på, hvis muligt og de indvilgede i det, at klæde dem på til at forstå og agere i forhold til nogle af ILO’s kernekonventioner (Konv. 87 og 98) samt den nationale lovgivning på området.Vores partnere (de faglige organisationer) ville gerne have svar fra alle deltagere på følgende spørgsmål, som blev forsøgt afdækket i den kronologiske rækkefølge, de her er nævnt:
• Hvem er jeg (han/hun) som person?
• Hvilke formelle såvel som uformelle arbejdsrelationer indgår han/hun i?
• Hvilke pligter henholdsvis rettigheder oplever han/hun at have der hvor han/hun arbejder? Pligter/rettigheder i hjemmet? Pligter/rettigheder som samfundsborger? Og hvordan stemmer disse pligter/rettigheder overens med de formelt vedtagne?
Workshop
Som mødested havde vi valgt nogle udendørs omgivelser i form af en gårdhave ved et organisationscenter; - et sted alle deltagerne (i dette tilfælde kun kvinder) regnede for en del af deres egen hjemmebane, så de følte sig i trygge omgivelser. Jeg havde planlagt hele workshoppen med en faglig facilitator som selv kom fra byen, og som havde Quachiquel som modersmål og spansk som andetsprog.
Hele workshoppen gik med at besvare spørgsmål 1.
Allerede ved den indledende præsentationsrunde skulle deltagerne udvælge to af de store dialooglekort og fortælle om dem selv udefra kortene. Det blev en meget lang rejse rundt i mange afkroge og med et engagement og en indleven, som kun kan betegnes som imponerende.
Mange havde valgt kort med afbillede dyr, som de brugte til at fortælle om deres egen rolle og selvopfattelse i forhold til mayaernes kosmosvision, hvor alt i livet (og døden) et forbundet og har en mening. Mange dyr er mytiske ifølge mayaerne (slanger, aber og visse fugle eksempelvis) og spiller derfor en vigtig rolle i deres spirituelle liv. Geometriske mønstre blev også brugt som afsæt for den personlige skildring af dem selv. Flere af kortene gav også afsæt for gribende beretninger om den vold og tortur, som flere af deltagerne havde oplevet på egen krop, og som de alle kendte eksempler på i den nærmeste familie. Flere af deltagerne fortalte om deres triste skæbner siddende helt stille og med tårerne trillende ned af kinderne.
Ved den afsluttende evaluering af workshoppen, betonede stort set alle deltagerne, at det havde været fantastisk at lade sig inspirere af kortene, og de havde samtidigt fungeret som et vigtigt holdepunkt (genkendelse og til ny refleksion) i deres personlige fortællinger.
Enkelte påpegede, at de syntes der manglede nogle motiver på kortene, men som de sagde i samme åndedrag, de eksisterende kort havde jo så blot fået dem til at tænke i en hel billedserie og ikke kun i et par enkelte billeder; - kortene oplevedes ikke som begrænsende, tværtimod.
